lørdag den 14. juni 2014

Farvel og på gensyn..

Bloggen holder flyttedag..
Jeg har længe gået med overvejelser om at få et nyt blognavn. Det er altid risikabelt når man har nogle faste læsere. Jeg ønsker dog at starte et nyt kapitel på lovebysofie.blogspot.com og håber at I alle vil følge med derover. Jeg garanterer at det bliver hyggeligt :-)

mandag den 26. maj 2014

Gul kærlighed..

Som jeg tidligere har nævnt så har jeg længe haft et godt øje til denne taske. Men da jeg ikke lige ville betale 3000 kr. for den, har jeg været på udkig efter et alternativ. Nu har jeg endelig fundet den. Den er gul, kanvas og kommer fra butikken COS i Odense. Jeg er vild med den og den kommer til at hænge på min skulder hele sommeren. Den er stor og kan rumme en masse, så den er også super fin til en tur til standen :-)

Dejlig solskinsdag derude..




lørdag den 24. maj 2014

Kobberskåle og andre lækkerier..

Jeg elsker når jeg føler at jeg gør et kup, men hvem gør ikke det... :-) Se hvad jeg fandt i Søstrene Grene forleden dag.. En lille lyserød skål med kobber på indersiden. Er den ikke sød? Den passer så fint til min Egg dot vase fra Casalinga og den lille spurv fra Lucie Kaas, jeg fik til min fødselsdag.


Derudover fandt jeg endnu en skål i hvid/kobber, en skifferplade og et hygge krus.






Sommerkjoler i jersey

Jeg elsker bare sommerkjoler!! og helst dem der lige smutter over hovedet og så afsted. Ungerne elsker dem også.. :-) Så derfor har jeg nu kreeret et par lette sommerkjoler i jersey til dem.

Storetrunten er stadig kræsen med tøjvalget og det er svært at gøre hende tilfreds. En dag sagde hun "jeg ønsker mig en kjole med dyr, feer, prinsesser, glimmer og masser af farver". Da jeg så så dette stof i Stof og Stil tænkte jeg at det da lige måtte være noget for Amalie.. Og jeg havde ret. Kjolen har stort set ikke været af siden hun fik den  :-)




Frederikke har fået en ensfarvet kjole. Egentlig mest fordi jeg for lang tid siden købte noget strygestof som jeg gerne ville afprøve. Hendes kjole blev derfor lysegrå jersey med rød/lyserød foer i overdelen. Stofferne finder du her og her. Nederst har jeg påsat en hjerte-firkløver i lyserød strygestof. Skabelonen til hjerte-firkløveren har jeg fundet hos LaRaLiL.






søndag den 11. maj 2014

Hjemmestrikket trøje

Jeg havde egentlig - for meget længe siden - købt garn til at strikke et babytæppe, men da lillepigen efterhånden ikke længere kan kaldes en baby måtte jeg finde på noget andet at bruge garnet til. Jeg tænkte at hun godt kunne bruge en stikket trøje som hun sammen med en vest kan bruge som overtøj her i foråret. Den er blevet rigelig stor, men jeg synes ikke det gør så meget..


Både garn og knapper er købt hos den lille hyggelige butik Tante grøn i Odense. De har så meget lækkert garn, knapper, brugskunst m.v.


Mønstret til trøjen er fra Familiejournalen og kan hentes gratis her.

fredag den 7. marts 2014

Inspiration til børnefødselsdagen

Børnefødselsdag i vuggestuen eller børnehaven.. Hvad skal jeg tage med til ungerne?? Det er det evige spørgsmål der opstår hjemme hos os.. Jeg gider ikke tage det samme med hver gang (selvom børnene alligevel ikke kan huske 1 år tilbage) og samtidig må det godt være lidt sjovt..

Til Frederikkes fødselsdag i år blev det til en melonskildpadde " en skildfrede" og nogle hjemmebagte boller..


Jeg synes den blev vældig sød og så var det egentlig ikke så svært at lave den (med det rigtige værktøj, tak Renie :-)).

Inspirationen har jeg fundet her (Kreamors kokketips). Det er en facebook side som tilhører den dygtige, kreative og fantastisk søde mor til 3, Renie. Så hvis du trænger til lidt inspiration til mad, så synes jeg du skal tilmelde dig hendes side.

torsdag den 6. marts 2014

Tillykke Frederikke...

Vi holder fødselsdag i dag.. Frederikke bliver 2 år. Jeg kan slet ikke forstå hvor hurtigt det går. Tænk at det er to år siden vi måtte haste afsted til hospitalet, da hun langt om længe besluttede sig for at komme ud i verden.

Jeg sender stadig venlige tanker til den betjent, der lod os køre videre uden at se kørekort (vi kørte vist også lidt mistænkeligt). Hvis han havde være mere insisterende så var Frederikke blevet født på bagsædet af den gamle Carina..

Det har været nogle hårde år for mig mht. Frederikke. Da vi var til 20. ugers skanning fik vi af vide at hun havde Cystisk Adenomatoid Malformation (CCAM). Jeg vil skrive et indlæg om sygdommen en anden dag.

Men her er hun.. 2 år, glad og fræk som kun en lillesøster kan slippe afsted med.. :-) Stort tillykke min skat..




Hjemmelavede fastelavnskostumer..

Vi har først holdt fastelavn i går i vuggestuen og børnehaven. Den store prinsesse ville selvfølgelig være prinsesse, så jeg nød at jeg stadig kunne bestemme hvad den lille skulle være...

Jeg tænkte hun kunne blive en yndig lille høne... Var det ondt? Ja måske, men det var sjovt for mig og hun endte faktisk også med at være helt glad for kostumet :-)




Det skal lige siges at jeg ikke havde klædt mig ud som spøgelse da jeg tog dette billede. Jeg ved ikke hvorfor Amalie ser så skræmt ud :-) Hun var ganske tilfreds med den homemade prinsessekjole, så mon ikke der kommer til at være mange timers leg i den...

søndag den 9. februar 2014

Hæklet ipad cover

Et "skægt" ipad cover er færdigt. Jeg har tyv-stjålet ideen fra Jeanette med bloggen Lutteridyl.dk.

Hun er sindssyg dygtig til at hækle. Jeg har derimod aldrig før gennemført et hækleprojekt, så jeg er forholdsvis tilfreds, selvom resultatet hverken er snorlige eller uden fejl. Men det er mit og jeg kan leve med skønhedsfejlene :-)

Så tadaaaa lad mig præsentere... Moustache Ipadcover..

Stilhed på bloggen..

Aktiviteten her på bloggen har de seneste to mdr. været yderst begrænset. Jeg har travlt på arbejde.

Herhjemme jeg har gang i lidt for mange kreaprojekter og der har ikke rigtig været tid til at få færdiggjort nogen af dem. Men de er undervejs og første projekt bliver præsenteret her på bloggen i nærmeste fremtid :-)

I går blev dagen brugt på familiehygge ude i haven..




mandag den 13. januar 2014

Lidt til salg...

...jeg sælger ud af lidt forskelligt. Jeg har samlet det under "til salg" øverst på siden.. Kig forbi..

søndag den 12. januar 2014

Kjole med masser af stjerner

Kjole fra bogen "Sy til piger 2-6 år" af Carole Favero. En rigtig sød model, der faldt i god jord herhjemme (selvom det måske ikke ser sådan ud på modellens ansigtsudtryk :-) ).. Den er sort med små hvide stjerner - stoffet er fundet på udsalg i Stof2000.





Ja jeg mangler en god måde at tage billeder af tøjet, så denne gang prøvede jeg at hænge det op med masking tape. Ikke praktisk skulle jeg hilse og sige :-)

mandag den 6. januar 2014

Nederdel i quiltet jersey - TIL SALG

Jeg havde lige en lille rest stof fra jeg syede denne bluse. Det er blevet til endnu en nederdel til A - denne gang i lysegrå quiltet jersey hvor jeg har strøget en neon pink stjerne på. Stjernen finder du her.



Nilfisk støvsuger lampe til salg - SOLGT

Jeg har den fedeste støvsuger lampe til salg. Lampen er en ombygget og lakeret Nilfisk støvsuger, der fremstår super flot i den lysegrønne lak. Lampen er også lakeret indeni så plexiglas-pladen kan tages af hvis man synes det. Virker 100 %.





Pris 800 kr. ekskl. porto.

lørdag den 4. januar 2014

Swing skirt med 1000 traner og pipping

Først og fremmest godt nytår til jer alle... :-)

Endelig er der kommet gang i symaskinen igen efter jul og nytår. Jeg har syet denne skønne nederdel (synes jeg selv) i mørkeblå baby-fløjl med lommer i det skønne stof 1000 Cranes af Rashida Coleman Hale og med lyserød pipping. Nederdelen er en swing skirt og er syet efter dette mønster.

Desværre er nederdelen blevet rigelig stor så den må ligge i skabet indtil storetrunten fralægger sig sin (forhåbentlig) midlertidige kræsenhed eller hun bare vokser lidt rundt om mavsen..